Da Graham Bell opfandt talefonen.

Det var telefonborde af denne type, der stod rundt om på de mindre centraler. Dette er fra 1910 og havde 25 ledninger.

Foto: Tikøb Kommune.

Før vi fik mobil….

Telefonitis. Alexander Graham Bell opfandt telefonen i 1876 og siden har verden ikke været den samme. Ligesom den elektriske pære revolutionerede telefonen også i folks dagligliv, og i dag kan man næsten ikke forestille sig, at telefonen ikke ringer.

 

Af Niels Herskind

 

De første telefonapparater kom til Danmark i 1877 og den første offentlige telefoncentral i København med 22 abonnenter kom i 1881.

For en almindelig arbejder var en telefon ikke noget, han kunne forvente at opnå – i hvert fald ikke foreløbig. Prisen på apparat og installation svarede til næsten et halvt års løn – der var ikke mange, der havde det overskud. De første abonnenter var derfor selskaber som De danske Sukkerfabrikker, skibsmæglerfirmaer, vekselererfirmaer, fabrikanter og grosserere.

Det internationale Bell Telefon Selskab havde til huse på Hotel Royal beliggende ved Stranden tæt ved bankerne, Børsen og Christiansborg Slot. I de første år oprettedes flere telefonselskaber ud over hele landet, men de fleste havde ikke over 100 abonnenter.

Tietgen og KTAS

I1882 oprettede en bankdirektør abonnement hos Københavns Telefon-Selskab og sørgede for, at hans bank, Privatbanken, fik abonnements nummer 1.

I 1896 flyttede selskabet ind i en nyopført ejendom i Jorcks Passage, hvorden nye central indrettedes. Her boede selskabet indtil det siden, grundet en større abonnementskreds flyttede til selskabets egen ejendom i Nørregade i 1909.

Nye abonnenter

I 1896 var der kommet flere tusinde abonnenter i København. Men også i mange sommervillaer nord for byen fik man telefoner, når de om sommeren blev beboet af velhavende grosserer, så de blev sparet for at rejse ind til byen for at følge med i forretningerne.

Systemet med luftledningerne var imidlertid udsat for vind og vejr. En snestorm i 1904 væltede de mange stativer, som stod på tagene, hvilket betød, at ingen kunne bruge deres telefoner i flere uger. Man fandt derfor på at grave telefonkablerne ned i jorden. Det gamle ledningstårn blev revet ned i 1912 og solgt som jernskrot.   

Yeah yeah yeah i KB Hallen på Frederiksberg.

The Beatles Live i KB Hallen på Frederiksberg den 4. juni 1964. Forrest Paul McCartney bagerst George Harrison flankeret af John Lennon.

Foto fra Foto fra Knud Ørsteds bog, Beatles i København 4. 6. 64.

Musikhistorie. Dagen 4. juni 1964 er en dag, som huskes af mange, som dengang var teenagere. Det var dagen, da The Beatles gav de to eneste koncerter i KB Hallen på Frederiksberg. Og de unge piger, som af deres forældre havde fået lov til at overvære koncerten var klar med deres hvinen og skrigen. The Beatles boede på Royal Hotel på Vesterbrogade. 

 

Af Niels Herskind

 

Det var i øvrigt et tilfælde, der bragte de fire Liverpool-drenge til Peter Bangs Vej. Det var makkerparret Niels Wenkens og Knud Thorbjørnsen, der stod bag koncerten, som blev arrangeret i anledning af en britisk uge i København centreret omkring stormagasinet Magasin du Nord. Knud Thorbjørnsen skulle til England i efteråret 1963 og skrive kontrakt med nogle jazzorkestre i den anledning sagde Niels Wenkens til hans makker Knud Thorbøjrnesen, ”besøg en mand ved navn Brian Epstein.” Han har et godt orkester ved navn Swinging Blue Jeans, dem skal vi have til København. Som sagt så gjort. Bortset fra at Brian Epstein ikke havde de svingende jeans i sin stald. ”Kan du ikke bruge The Beatles i stedet”, spurgte han Knud Thorbjørnsen. Denne kendte på daværende tidspunkt ikke The Beatles og ringede hjem for at spørge om lov først. Epstein må have lavet himmelvendte øjne.

Uden Ringo Starr.

Men The Beatles kom, så og sejrede med de to koncerter, de gav den aften. Også selvom Ringo Starr ikke var med. Han lå nemlig på et hospital i London for at få fjernet sine mandler.

The Hitmakers.

I stedet var det trommeslageren Jimmy Nicol, der fungerede i Ringos sted. Men næppe mange tænkte på det, når musikken spillede – og det gjorde den med skrig og pigehvin fra de mange fans, som i radio og TV havde set og hørt, hvordan en Beatles-fan opførte sig til en koncert. Der var tre danske pigtrådsorkestre, The Beethovens, The Weedons og The Hitmakers som var opvarmnings orkestre til The Beatles i KB Hallen.

Frygt for ballade.

The Beatles ankom til Kastrup Lufthavn, hvor allerede  tusinder af fans ventede i spænding på at få et glimt af deres helte, som under politieskorte blev kørt til Royal Hotel midt i København, hvor de skulle bo på 29. etage. Men her måtte de sluses ind gennem en af hotellets bagdøre, da hele hotellet også var fyldt af ventende fans med kameraer og bannere. Da der var frygt for, at koncerterne ville skabe uro og ballade, mente Frederiksbergs politimester, at myndighederne ikke skulle tillade koncerterne af sikkerhedsmæssige årsager, men dette afslog justitsministeren. Udenfor KB Hallen havde et stort politiopbud nok at gøre med at holde styr på de mange fans. Der opstod nogle tumulter, og der blev foretaget nogle anholdelser, men ingen kom alvorligt til skade og sammenlignet med senere tids koncerter var disse optøjer kun at sammenligne med uskyldige børnefødselsdagsselskaber. Men den ældre generation var bekymret for ungdommen nye påfund og mente, at disse langhårede musikere med deres rædselsfulde musik var med til at lokke de unge mennesker ud i uføre.      

Den uhyggelige Lampevej

Værtshuset på Gl. Kongevej 171 "Café du American", hvor den myrdede havde været. Mange nysgerrige stimlede sammen og væddede, om Carl Schick ville klare frisag eller ej.

NavneskifteEt uhyggeligt skær hang ved navnet Lampevej, så den fik nyt navn og blev til Howitzvej.

 

Af Niels Herskind

 

Den nuværende Howitzvej og dens forlængelse i Finsensvej hed tidligere Lampevej og var en af forbindelsesvejene til Vanløse. Navnet skyldes vist nok, at byens jordmoder, som boede på vejen, havde hængt en lampe ud, så de, der måtte have behov for hendes hjælp, kunne finde hende.

Forbrydelsen

En januar morgen i 1889 var det imidlertid politiet, der var brug for. Nogle arbejdere på vej til arbejde havde fundet en død mand liggende i grøften og tilkaldte politiet. Da det hevde sneet hele natten, var der ingen spor at gå efter. Man fastslog navnet på afdøde til en snedker Carl Sørensen fra Vanløse. Hans kone oplyste, at han dagen før var taget til byen for at hæve penge til regninger, og Søndre Birks kontor oplyste, at han havde fået 2.739,- kroner udbetalt. Der var kun få kroner tilbage og et sølvur var også forsvundet. Der var altså tale om et rovmord. Politiet gik i gang med at undersøge, hvor snedker Sørensen havde været, og om han havde betalt sine regninger. Man måtte herefter antage, at han efter sidste regning var betalt og enkelte varer som kaffe var købt havde 2.300,- kroner tilbage. Forskellige mennesker blev afhørt uden resultat. En dreng afleverede læderpungen, som blev fundet tæt på, hvor liger havde ligget og en dame fandt et sølvur på Frederiksberg Allé ved ”Sommerlyst”. Sørensens kone genkendte tingene som den afdødes – men man kom ikke rigtig videre. En henvendelse fra et spiritistisk selskab fortalte, at et hjælpsomt medie kunne fortælle, at snedker Sørensen havde været på et værtshus på Gl. Kongevej 171, hvor han var blevet set temmelig beruset. Værten havde skaffet en droske til at køre ham hjem, men på vejen måtte Sørensen træde af på naturens vegne og ville betale kusken. Da denne så de mange penge besluttede han sig for at tilegne sig dem, hvorefter han smadrede hovedet på den berusede snedker og stak af.

Carl Schick

Historien kunne passe på en værtshusholder Carl Schick, som drev værtshuset ”Café du American” på Gl. Kongevej 171 og samme sted fra drev vognmandsforretning. Han havde tidligere været tæt på personer, som var afgået ved døden, pludselig og pengeløse. Og Schick, der havde økonomiske problemer og havde svært ved at betale sin gæld, havde nu pludselig kunne indfri sin gæld. Både Carl Schick og sønnen Adolf kunne ikke forklare, hvordan de nu pludselig var kommet til penge, og at vidner påstod at have set dem i værtshuset på mordnatten og ikke, som de selv påstod, lå i deres senge. Politiet kunne bevise, at far og søn i flere tilfælde i fortiden havde begået tyverier og frastjålet berusede gæster både penge og værdigenstande, men det var ikke muligt at få dem til at indrømme mordet på Carl Sørensen på Lampevej, og politiet var ikke i stand til at fremkomme med tilstrækkelige beviser. I retten blev begge idømt ganske kort tid bag tremmer, og kort tid efter sin løsladelse emigrerede Carl Schick med kone og to døtre til USA for at bosætte sig i Pennsylvania. Der levede han nogle år og for at tilpasse sig forholdende kaldte han sig nu for Charles Schick. Her fortælles det, at han på sit dødsleje i 1899 eller 1900 tilstod Lampevejsmordet, hvilket havde gjort det største indtryk på ham. I Danmark måtte politiet henlægge sagen som uopklaret. Beboerne på Lampevej følte, at uhyggen klæbede til navnet og fik kommunalbestyrelsen til at gå med til, at vejnavnet i 1905 blev til hhv. Howitzvej og Finsensvej.

Historien om falkene

Frederiksbergs byvåben

Frederiksbergs byvåben skyldes egentlig Frederik den 3.´s dronning, Sophie Amalie.

 

Af Niels Herskind

 

Da Prinsessegården ved Frederiksberg Runddel blev opført efter svenskekrigene, ønskede dronningen også et falkoneri, som kunne skaffe falke til kongehusets egne jagter og bruges til udenlandske fyrstehoffer. De bedste falke kom fra Norge og de meget værdifulde hvide fra Island, hvorfra de årligt blev hentet med skib.

Falkonergården

Gården kom til at ligge i Allégades forlængelse, kaldet Falkoner Allé efter gården, beliggende på en lukket vej med porte ved Allégade og Jagtvej. I de første par hundrede år lå Falkonergården i et øde område, og først fra midten af 1800-tallet begyndte huse og villaer at skyde op omkring den. De ansatte som boede på gården, var falkonermesteren, et par svende og nogle drenge (lærlinge), som skulle tage sig af omkring tyve falke samt hunde og heste. Der var et falkehus samt hestestald og udhus til krager og duer, som blev brugt til falkenes træning. I 1700-tallet voksede falkoneriet. En ung rejsefalkoner skrev på en rejse hjem fra Island, at han medbragte i alt 84 falke, hvoraf de fem var hvide, tre halvhvide og 76 grå. Kongens eget falkoneri fik en hvid og to grå – andre gik som gaver til bl.a. den tyske kejser, den franske og portugisiske konge.

Tilbagegang – Nye tider

Efterhånden voksede kongehusets jagtudgifter, og man forsøgte at beskære aktiviteterne, ikke mindst de mange gaver. Antallet af falke faldt fra de sædvanligvis 20 ligesom også falkonerstablen blev beskåret.  Også ude i Europa mindskedes interessen for denne jagtform. Københavns store brand i 1795 medførte både bolignød og tab af arbejdspladser. En brandramt hatte fabrikant ansøgte derfor om at få Falkonergården foræret mod at opføre en ny fabrik for at redde sin familie og sine 24 arbejdere. Da bygningerne var gamle og forfaldne, var myndighederne ikke uvillige – men forære det hele væk, ville man ikke.

Falkonergården opgives

Det hele sattes nu til salg. Bygningerne var elendige og i dårlig stand, men der medfulgte fem tdr. land med plads til fabriksanlæg. Naboerne på Rolighed og på Nørre Alléenlyst var interesserede, men i første omgang blev salg ikke til noget. Man valgte at bortforpagte gården på åremål. En kgl. Kapelmusicus og dertil vokslysfabrikant lejede bygningerne af ejendommens forpagter med henblik på selv at kunne købe den. Det skete i 1858, da gården blev solgt for 4.150 rdl. Sølv plus en høstafgift på 11 læs hø. Den sidste ejer af ejendommen var, en sæbefabrikant, der lod ejendommen indgå i et legat, som bestyredes af Frederiksberg Kommune. I henhold til fundatsen skulle gården bruges som bolig for en kommunal embedsmand. I dag er ejendommen indrettet som børneinstitution.   

Apotekeren fra Sankt Thomas

Landstedet St. Thomas. Fotograferet i 1875. Det Kongelige Bibliotek, Billedsamlingen

Apoteker Riise vendte hjem fra Vestindien og skabte sit eget Sankt Thomas ved Frederiksberg Allé. Ud over at lægge navn til en plads og en allé gav Sankt Thomas også navn til skiftende forlystelsesetablissementer.

 

 

 

 

 

 

Af Niels Herskind

 

Sankt Thomas Plads blev anlagt sammen med Frederiksberg Allé i de første år af 1700-tallet og udgjorde i starten indgangen til Frederiksberg Allé. Men allerede i 1734 forlænges alléen til Vesterbrogade ved Værnedamsvej, hvor man opsatte en gitterport for at forhindre almindelige borgere i at benytte alléen. Den var forbeholdt de kongelige ekvipager til og fra Frederiksberg Slot. Pladsen blev først officielt døbt i 2003. Gennem årene er den blevet kaldt "Den lille Runddel" og Frederiksberg Kommune overvejede på et tidspunkt at kalde den Søren Kierkegaards Plads, men det navn gik til pladsen ved den Sorte Diamant i København. Pladsens navn stammer fra det landsted, som apoteker Albert Heinrich Riise købte i 1872 og kaldte Sankt Thomas efter at være vendt hjem fra øen Sankt Thomas i Dansk Vestindien. I byen Charlotte Amalie, drev han apotek fra 1838 og tjente en mindre formue bl.a. ved at lave kosmetiske produkter og fremstille den kendte Riis Bay Rum, i dag blot kaldet Bay Rum. Endvidere var han i en periode direktør for Bank of St. Thomas. Da der udbrød epidemier af både kolera og gul feber på øen, rejste Riise med familie til København men med planer om at vende tilbage. Familien forblev imidlertid i Danmark og overdrog apoteket til en svigersøn. Da Riise døede i 1882 blev hans villa købt af en rebslager Thrane, som skabte et forlystelsesetablissement i ejendommen under navnet St. Thomas. Stedet ble nedlagt allerede i 1902, hvorefter filmmanden Constantin Philipsen indrettede biografen Odeon, som dog ikke blev nogen succes. Han lykkedes dog senere med at indrette biografteatre som Palads og Rialto. Den nuværende imposante beboelsesejendom, som også bærer navnet Sankt Thomas, blev tegnet af arkitikt Philip Schmidt, som bl.a. også tegnede Politikens Hus. Også her i den nye ejendom lå der i 1930erne et forlystesetablissement, den kendte danserestauration St. Thomas, der lå på hjørnet af Frederiksberg Allé og Sankt Thomas Allé. Der har for nylig været planer om at indrette restaurant i ejendommen, men de planer ser p.t. ud til at være strandet p.g.a. nogle hvilende klausuler i ejendommen. På selve pladsen opsatte Frederiksberg Kommune i 1932 to springbrønde med motiver fra den frederiksbergske historie. På toppen af den ene sidder en amagerkone, som skal illustrere, at de oprindelige frederiksbergere egentlig styammede fra Amager, nemlig efterkommere af de hollandske bønner, som Christian II lod komme til landet for at forbedre landbrugsproduktionen. På den anden brønd sidder en falkonér, som skal lede tanken hen på Falkonergården, som lå ved Falkoner Allé samt falkene i Frederiksbergs tidligere byvåben. Riises apotek i Charlotte Amalie brændte ned i 1895 men med et ekstra varelager kunne udsalget fortsætte fra en nabobygning. To år efter branden kunne et nyopført apotek indrettes i en bygning, som i dag stadig eksisterer som forretning i byen under navnet Riise Store. Navnet St. Thomas Apotek har dog overlevet til i dag, idet den daværende apoteker efter meget besvær fik lov til at fortsætte i Vejle. Han overtog et gammelt apotek med varelager og inventar og fortsatte driften under navnet St. Thomas Apotek. 

Fra sangerindeknejpe til Riddersalen

Riddersalen i Lorry omkring 1910 før restaureringen i 1914 som skabte en teaterscene.

Riddersalen. Engang en tarvelig sangerindepavillon med ”Nordens skønneste kvinder” til glæde og gavn for især de mange håndværkersvende, der besøgte stedet. Siden udviklede den sig til en moderne teaterscene.

 

 

 

 

 

 

Af Niels Herskind

 

Frederiksberg var oprindelig en lille landsby med bøndergårde, men i 1800-tallet blev Frederiksberg med sin beliggenhed tæt ved hovedstaden i stigende grad udflugtsmål for københavnerne, som var tiltrukket af slottet og haven. Dertil kom, at mange velhavende københavnerfamilier opførte landsteder på Frederiksberg.

Lorry Feilberg

Allégade er den ældste gade på Frederiksberg og var fra gammel tid sammen med Frederiksberg Bredegade byens hovedgade. Den kendte restauratør Lars Mathiesen drev den kendte restauration Håbet i Allégade 7. Siden hed det Enighedslyst, som Carl Kehlet overtog i 1877 og indrettede som sangerindepavillonen Café Chantant. I 1896 overtog Laurentius (Lorry) Feilberg stedet. Han førte sangerindepavillonen videre under navnet Operetten. Lorry Feilberg købte naboejendommene, hvorefter han opførte Lorry, som bl.a. kom til at omfatte Teaterlokalet Riddersalen, Varietéen, Landsbyen og Drachmann Kroen. Riddersalen ligger i en bygning fra 1896.

Efter at have været værtshus, Cafe Chantant og Varietéteater blev den i 1914 istandsat og teatres foyer fik det udseende, den har i dag. Fra letbenede, skørtesvingende varietéer skulle stedet nu rumme litterære saloner. Storm P. ledede cabareten i 1920´erne, og i 30érne blev der spillet Cooptimist-revyer med Ludvig Brandstrup i spidsen. Også PH-revyer med bl.a. Liva Weel var på repertoiret. Riddersalen blev en scene, hvor samfundskritiske forfattere fik chancen for at få opført deres skuespil. Stor succes fik man med Kjeld Abells skuespil ”Melodien der blev væk” med bl.a. Per Knutzon og Karen Lykkehus. Også Kurt Weils stykke ”Laser og pjalter” med Lulu Ziegler blen en stor succes og opførtes næsten 100 gange. Senere overtog Sam Besekow, Erling Schroeder og Meir Feigenberg Riddersalenindtil, fra 1970, Jytte Abildstrøm drev teatret videre med et ensemple af variabel størrelse, der spillede forestillinger for henholdsvis børn og voksne, og samtidig blev der turnéret rundt i landet.

101 år med teater

Teatret kunne sidste år fejre sine første 100 år som teater. Tilbage i 1914 gennemgik foyer og sal en større forskønnelseskur. Og hvor det før havde været en tilrøget sangerindeknejpe med et halvblakket ry, blev dørene nu smækket op for en ny teaterscene på Frederiksberg. Siden da har skiftende direktører og ensembler spillet forestillinger med humor, bid og kant. Teatrets nuværende kunstneriske leder er Signe Birkbøll, der selv har leveret tekster til mere end 60 urpremierer på den gamle scene.    

Jan Monrad og Frits Degner på Frederiksberg Slot den 17. juni.

Jan Monrad og Frits Degner.

Foto privat

Det var en hyggelig eftermiddag med mange oplevelser. Vi er her fotograferet i det kinesiske værelse på slottet.