Da Scala blev til fem betonskyskrabere.

National Scala omkring 1900.

Kilde ukendt.

Scala. Økonomiske problemer og tidernes ugunst var skyld i National Scala, stormagasinet Anva og det nye Scala måtte lukke. Kunderne udeblev, konkurrencen var benhård – og spekulanterne for grådige og for mange.

 

Af Frits Degner

Den 1. marts 2018.

 

National Scala.

National Scala åbnede dørene 15. januar 1882 overfor Tivolis hovedindgang. Snedkermester Hans Hansen var bygherre, mens bygningen var tegnet af H. V. Brinkopff. Man kunne for første gang opleve elektrisk lys i København, idet der bl.a. var 73 glødepærer i huset. Ud over dette var huset udsmykket med smuk stuk overalt. National Scala var et forlystelsestempel med bl.a. teater, tesalon, restaurant og koncertsal. Georg Lumbye, søn af H. C. Lumbye, havde ansvaret for orkestret, og en af hovedattraktionerne der optrådte var Dagmar Hansen, som fik kæmpesucces med ”Oh Dagmar”. En anden optrædende var den berømte amerikanske udbryderkonge Harry Houdini. Scala teatret var endvidere berømt for sine overdådige operetter og revyer med navne som Carl Astrup og Liva Weel på programmet. National Scala måtte lukke i 1957, da tiden var løbet fra etablissementet.

Stormagasinet Anva.

Anva var ejet af FDB og åbnede efter en større ombygning i 1958 med lave priser for at tilfredsstille familiernes brede behov. I 1970erne `ændrede Anva sortimentet til mærkevarer og dyere forbrugsgoder. Dette gik ud over kundebesøget, som sammen med omsætningen faldt. Ud over det havde Anva også hård konkurrence af Crome & Goldschmidt, Daells Varehus, Illum og Magasin du Nord – og i 1987 lukkede Anva.

Scala igen 1989-2010.

Selskabet Scala, som var ejet af firkløveret: Jørgen Strecker, Ole Strecker, Kai Ginsborg og Bent Fabricius-Bjerre, forsøgte at tjene penge på og skabe liv i Scala igen. I 1988-1989 blev bygningen ombygget af arkitekten, professor Mogens Breyen. Det blev til Scala bl.a. med butikker, restauranter, fitnesscenter, biograf og diskotek. Glaskuplen blev restaureret og genskabt fra det oprindelige Scala, til stor glæde for publikum. Bygningen blev præmieret af Københavns Kommune i 1989. Men grundet dalende publikumsinteresse måtte Scala lukke i 2010, hvor de sidste lejere blev opsagt. Idéen med et nyt Scala ikke tosset, og mange populære restauranter slog dørene op. Bl.a. den meget populære mexicanske restaurant ”Chicos Cantina” og i begyndelsen var stedet pænt og velbesøgt. Men stille og roligt gik det hele ned ad bakke – de pæne lejere meldte sig ud, fordi kundegrundlaget simpelthen var til at drive en ordentlig restaurant på stedet. Mens Chicos Cantina gik strålende og næsten ikke kunne stuve flere kunder ind i moderrestauranten i Borgergade, så var der ikke gæster nok til at holde den kørende i Scala. Niveauet faldt og faldt, flere butikker stod tomme – og til sidst var stedet først og fremmest befolket af hujende børn og rygende teenagere. Så trist et endeligt fik dette sted, der engang var centrum for de fashionable fester i København. Etnolog Inger Wiene fra Københavns Museum kan med vemod tilføje, at ”Scala bygningen er væk for altid”. Kim Rahbek fra Center for Byudvikling i Københavns Kommune fortæller, at det nye projekt er blevet til fem fritstående runde bygninger, der er forbundet med gangbroer. Bygningerne varierer fra syv til hele 16 etager.

Konklusion.

Atter en fornem bygning måtte lade livet, til fordel for glas- og beton. Kønt er det ikke, byens atmosfære forsvinder, og bykernen ender som alle andre storbyer – ikke til at se forskel på de europæiske storbyer, om vi er i Tyskland eller Danmark. Arkitekterne – og vi andre ved det ikke.      

    

Byens ældste værtshus.

Restaurant Allégade 10.

Foto: Frederiksberg Tidende.

Allégade 10 er et begreb, nemlig adressen på Frederiksbergs ældste restauration.

 

Af Niels Herskind

Den 1. marts 2018.

 

Stedet kan føre sin historie helt tilbage til 1700-tallet, da byggearbejderne fra Frederiksberg Slot kom for at få lidt mad og en dram. Officielt fik stedet først kongelig bevilling til at drive restauration omkring 1780.

Hollænderne.

Jorden lå oprindelig under ladegården, men blev udlagt til de 20 efterkommere af hollanske bønder fra St. Magleby, som her skulle dyrke dyrke jorden og forsyne hoffet i København med friske grøntsager. Imidlertid mislykkedes projektet, da først svenskekrigene og siden i 1697 en brand der lagde gårdene øde. Herefter kom nye ejere til og genopbyggede området. Allégade 10 ejedes i en 80-årig periode af en avlsbruger Oluf Nielsen og dennes familie, og som nævnt holdtes der allerede værtshus på stedet. Da husets datter giftede sig med en søn af en københavnsk brændevinshandler, overtog ægteparret bedriften. Da svigerfaderen døde fik svigersønnen tillige fæstebrev på de omkringliggende jorder. Ved hans død i 1799 drev enken stedet videre til sin død i 1830, hvorefter ejendommen kom på aktion og blev købt af naboen, sorgnefoged Adam Andersen.

Hallebye i Allégade.

Denne havde imidlertid ikke selv tid til at drive værtshus i de forfaldne stråtækte bindingsværks bygninger. Derimod var forpladsen med traktørhaven tillokkende for publikum. Sorgnefoged Andersen forpagtede bevillingen til vognmand Jens Andersen Hallebye, som gjorde stedet kendt af både lokale og mange københavnere. Hallebye var bekendt med reklamens betydning, og i Adresseavisen kunne man ofte se hans hjemmegjorte vers, hvor hans poetiske åre kom til udtryk: ”Med tak for hvert besøg i fjor. Med tak til ringe som stor. Der ikke gik forbi min dør. Men blev den samme gæst som før. Jeg anbefaler mig paany. Som ”Fatter I. A. Hallebye”. Dertil kom, at han ofte lod akrobater og sangerinder fornøje sine gæster. Han var en driftig mand, som tidligt forsøgte at organisere hestevognskørsel mellem stadsgraven ved Vesterport og Frederiksberg Runddel, men måtte indstille kørslen p.g.a. modstand fra det københavnske vognmandslav. Hallebye var en godhjertet mand, idet han, da der var dyrtid og stigende priser på brød begyndte at bage og sælge brødet i både København og fra Allégade til lavere priser end bagerne. Da han døde i 1850 købte svigersønnen Ole Setting stedet og lod de nuværende bygninger opføre. I de senere år har hele etablissementet gennemgået en grundig istandsættelse og ombygning og fremtræder i dag som en stor moderne restauration; hvor man dog stadig fornemmer noget af Hallebyes behagelige og venlige atmosfære. Forhuset er i dag fredet.       

 

Historien om Tattoo Ole Nyhavn 17

Tattoo-Ole Nyhavn 17.

Foto: Frederiksberg Tidende

Nyd den hyggelige atmosfære hos Tattoo-Ole Nyhavn 17

 

Af Majbritt Petersen og Frank Rosenkilde

Den 13. august 2017

 

Når du sætter dig i stolen hos Tattoo-Ole i Nyhavn 17, slutter du dig til en broget skare af benhårde sømænd, letlevende damer, nervøse letmatroser og endda en enkelt konge, som har lagt sig under nålen i dette lokale siden 1884.

​Tattoo-Ole Nyhavn 17 er formodentlig verdens ældste stadig fungerende tatoverings butik med lokale liggende i kælderen på Nyhavn 17 i København. Bygningen i Nyhavn 17 er desuden ydersbevaringsværdig af Københavns Museum. Nyhavn 17 har altid huset alle typer for menesker. I gamle dage var Nyhavn fyldt med sømænd, glædes piger, forbrydere; det var den dårlige del af københavn.

​Vi ved, at allerede i 1894 blev der tatoveret i kælderlokalerne. Den gang lå der en lille tobaksbutik, som husede et lille bord i hjørnet til tatoveringer. Historierne fortæller, at de også tatoverede langt inden i de små lokaler, og det samme skete oppe i baren på Nyhavn 17. Det var ikke svært at få lov til at udøve sin kunst ved et af bordene, men nu skal man også tænke på, at det var ikke nemt at få fat i sådan et udstyr den gang, derfor var du virkelig noget særligt. I 1919 bliver kælder lokalet brugt udelukkende som tatoveringsbutik af Hans Hansen, og derfra er butikken gået hånd i hånd uden at være lukket på noget tidspunkt, andet end hvis der er blevet lavet forbedringer, sygdom, weekend eller ferie.

​Den første som vi kender, der tatoverede i Nyhavn 17, var Hans Hansen. Derefter havde Peter Severin butikken i 20´erne, Tato Holger var der i 30´erne, samtidig med at der har været mange flere end vi kender.

​Derefter Tato-Jack, som stadig er en stor legende. Han var forud sin tid med sine flotte farverige tegninger. Han og hans familie på 2 voksne og 3 børn boede i butikken, og nu skal det siges, at vi taler om 30 kvm med ydervæggene; det var trænge kor dengang. På et tidspunkt skal Tato-Jack i fængsel og vil have Tato Ole til at passe butikken mens han er inde og sidder. Ole afviser hans tilbud og siger, at han ikke gider at passe butikken, men han vil gerne overtage den. Dette går Tato-Jack med til og derfor heder butikken Tattoo-Ole siden 1947.

​Da Ole går bort i 1988, tager hans højre hånd over Danny Hansen sammen med Bimbo. Bimbo arbejdede i Nyhavn 37 en butik Tato-jack åbnede da han kom ud af fængslet. 

​De var et godt makkerpar i mange år indtil Danny valgte at rejse til Tyskland, hvorefter Bimbo valgte at køre butikken videre.

​I dag er det Lille Ole som er den første kvindelige indehaver af Tattoo-Ole. Hun arbejdede sammen med Bimbo siden 2007, og har drevet den siden hans død i 2010.

​Kong Frederik d. 9 blev tatoveret i shoppen af Tattoo-Ole og han blev derfor kaldt kongernes Tatovør. Og han er stadig den største legende i tatovørernes verden.

​Der er et Tatovering museum i Amsterdam, hvor man kan se en masse om butikken.

Det sammen kan man på Brandts museum i Odense, hvor der var udstilling til 21/9- 2014 som Prins Frederik åbnede.

​I kan også tage over til Belair Tattoo hos Frank Rosenkilde på Åboulevard 31 Frb C. Her kan I se hans fantastiske samling af hele tattoohistorien i Danmark.

​Der er så meget historie om butikken og denne side vil vokse med flere fortællinger, men dette bliver en den lille bid I får indtil videre.

 

Da Graham Bell opfandt talefonen.

Det var telefonborde af denne type, der stod rundt om på de mindre centraler. Dette er fra 1910 og havde 25 ledninger.

Foto: Tikøb Kommune.

Før vi fik mobil….

Telefonitis. Alexander Graham Bell opfandt telefonen i 1876 og siden har verden ikke været den samme. Ligesom den elektriske pære revolutionerede telefonen også i folks dagligliv, og i dag kan man næsten ikke forestille sig, at telefonen ikke ringer.

 

Af Niels Herskind

 

De første telefonapparater kom til Danmark i 1877 og den første offentlige telefoncentral i København med 22 abonnenter kom i 1881.

For en almindelig arbejder var en telefon ikke noget, han kunne forvente at opnå – i hvert fald ikke foreløbig. Prisen på apparat og installation svarede til næsten et halvt års løn – der var ikke mange, der havde det overskud. De første abonnenter var derfor selskaber som De danske Sukkerfabrikker, skibsmæglerfirmaer, vekselererfirmaer, fabrikanter og grosserere.

Det internationale Bell Telefon Selskab havde til huse på Hotel Royal beliggende ved Stranden tæt ved bankerne, Børsen og Christiansborg Slot. I de første år oprettedes flere telefonselskaber ud over hele landet, men de fleste havde ikke over 100 abonnenter.

Tietgen og KTAS

I1882 oprettede en bankdirektør abonnement hos Københavns Telefon-Selskab og sørgede for, at hans bank, Privatbanken, fik abonnements nummer 1.

I 1896 flyttede selskabet ind i en nyopført ejendom i Jorcks Passage, hvorden nye central indrettedes. Her boede selskabet indtil det siden, grundet en større abonnementskreds flyttede til selskabets egen ejendom i Nørregade i 1909.

Nye abonnenter

I 1896 var der kommet flere tusinde abonnenter i København. Men også i mange sommervillaer nord for byen fik man telefoner, når de om sommeren blev beboet af velhavende grosserer, så de blev sparet for at rejse ind til byen for at følge med i forretningerne.

Systemet med luftledningerne var imidlertid udsat for vind og vejr. En snestorm i 1904 væltede de mange stativer, som stod på tagene, hvilket betød, at ingen kunne bruge deres telefoner i flere uger. Man fandt derfor på at grave telefonkablerne ned i jorden. Det gamle ledningstårn blev revet ned i 1912 og solgt som jernskrot.   

Yeah yeah yeah i KB Hallen på Frederiksberg.

The Beatles Live i KB Hallen på Frederiksberg den 4. juni 1964. Forrest Paul McCartney bagerst George Harrison flankeret af John Lennon.

Foto fra Foto fra Knud Ørsteds bog, Beatles i København 4. 6. 64.

Musikhistorie. Dagen 4. juni 1964 er en dag, som huskes af mange, som dengang var teenagere. Det var dagen, da The Beatles gav de to eneste koncerter i KB Hallen på Frederiksberg. Og de unge piger, som af deres forældre havde fået lov til at overvære koncerten var klar med deres hvinen og skrigen. The Beatles boede på Royal Hotel på Vesterbrogade. 

 

Af Niels Herskind

 

Det var i øvrigt et tilfælde, der bragte de fire Liverpool-drenge til Peter Bangs Vej. Det var makkerparret Niels Wenkens og Knud Thorbjørnsen, der stod bag koncerten, som blev arrangeret i anledning af en britisk uge i København centreret omkring stormagasinet Magasin du Nord. Knud Thorbjørnsen skulle til England i efteråret 1963 og skrive kontrakt med nogle jazzorkestre i den anledning sagde Niels Wenkens til hans makker Knud Thorbøjrnesen, ”besøg en mand ved navn Brian Epstein.” Han har et godt orkester ved navn Swinging Blue Jeans, dem skal vi have til København. Som sagt så gjort. Bortset fra at Brian Epstein ikke havde de svingende jeans i sin stald. ”Kan du ikke bruge The Beatles i stedet”, spurgte han Knud Thorbjørnsen. Denne kendte på daværende tidspunkt ikke The Beatles og ringede hjem for at spørge om lov først. Epstein må have lavet himmelvendte øjne.

Uden Ringo Starr.

Men The Beatles kom, så og sejrede med de to koncerter, de gav den aften. Også selvom Ringo Starr ikke var med. Han lå nemlig på et hospital i London for at få fjernet sine mandler.

The Hitmakers.

I stedet var det trommeslageren Jimmy Nicol, der fungerede i Ringos sted. Men næppe mange tænkte på det, når musikken spillede – og det gjorde den med skrig og pigehvin fra de mange fans, som i radio og TV havde set og hørt, hvordan en Beatles-fan opførte sig til en koncert. Der var tre danske pigtrådsorkestre, The Beethovens, The Weedons og The Hitmakers som var opvarmnings orkestre til The Beatles i KB Hallen.

Frygt for ballade.

The Beatles ankom til Kastrup Lufthavn, hvor allerede  tusinder af fans ventede i spænding på at få et glimt af deres helte, som under politieskorte blev kørt til Royal Hotel midt i København, hvor de skulle bo på 29. etage. Men her måtte de sluses ind gennem en af hotellets bagdøre, da hele hotellet også var fyldt af ventende fans med kameraer og bannere. Da der var frygt for, at koncerterne ville skabe uro og ballade, mente Frederiksbergs politimester, at myndighederne ikke skulle tillade koncerterne af sikkerhedsmæssige årsager, men dette afslog justitsministeren. Udenfor KB Hallen havde et stort politiopbud nok at gøre med at holde styr på de mange fans. Der opstod nogle tumulter, og der blev foretaget nogle anholdelser, men ingen kom alvorligt til skade og sammenlignet med senere tids koncerter var disse optøjer kun at sammenligne med uskyldige børnefødselsdagsselskaber. Men den ældre generation var bekymret for ungdommen nye påfund og mente, at disse langhårede musikere med deres rædselsfulde musik var med til at lokke de unge mennesker ud i uføre.      

Den uhyggelige Lampevej

Værtshuset på Gl. Kongevej 171 "Café du American", hvor den myrdede havde været. Mange nysgerrige stimlede sammen og væddede, om Carl Schick ville klare frisag eller ej.

NavneskifteEt uhyggeligt skær hang ved navnet Lampevej, så den fik nyt navn og blev til Howitzvej.

 

Af Niels Herskind

 

Den nuværende Howitzvej og dens forlængelse i Finsensvej hed tidligere Lampevej og var en af forbindelsesvejene til Vanløse. Navnet skyldes vist nok, at byens jordmoder, som boede på vejen, havde hængt en lampe ud, så de, der måtte have behov for hendes hjælp, kunne finde hende.

Forbrydelsen

En januar morgen i 1889 var det imidlertid politiet, der var brug for. Nogle arbejdere på vej til arbejde havde fundet en død mand liggende i grøften og tilkaldte politiet. Da det hevde sneet hele natten, var der ingen spor at gå efter. Man fastslog navnet på afdøde til en snedker Carl Sørensen fra Vanløse. Hans kone oplyste, at han dagen før var taget til byen for at hæve penge til regninger, og Søndre Birks kontor oplyste, at han havde fået 2.739,- kroner udbetalt. Der var kun få kroner tilbage og et sølvur var også forsvundet. Der var altså tale om et rovmord. Politiet gik i gang med at undersøge, hvor snedker Sørensen havde været, og om han havde betalt sine regninger. Man måtte herefter antage, at han efter sidste regning var betalt og enkelte varer som kaffe var købt havde 2.300,- kroner tilbage. Forskellige mennesker blev afhørt uden resultat. En dreng afleverede læderpungen, som blev fundet tæt på, hvor liger havde ligget og en dame fandt et sølvur på Frederiksberg Allé ved ”Sommerlyst”. Sørensens kone genkendte tingene som den afdødes – men man kom ikke rigtig videre. En henvendelse fra et spiritistisk selskab fortalte, at et hjælpsomt medie kunne fortælle, at snedker Sørensen havde været på et værtshus på Gl. Kongevej 171, hvor han var blevet set temmelig beruset. Værten havde skaffet en droske til at køre ham hjem, men på vejen måtte Sørensen træde af på naturens vegne og ville betale kusken. Da denne så de mange penge besluttede han sig for at tilegne sig dem, hvorefter han smadrede hovedet på den berusede snedker og stak af.

Carl Schick

Historien kunne passe på en værtshusholder Carl Schick, som drev værtshuset ”Café du American” på Gl. Kongevej 171 og samme sted fra drev vognmandsforretning. Han havde tidligere været tæt på personer, som var afgået ved døden, pludselig og pengeløse. Og Schick, der havde økonomiske problemer og havde svært ved at betale sin gæld, havde nu pludselig kunne indfri sin gæld. Både Carl Schick og sønnen Adolf kunne ikke forklare, hvordan de nu pludselig var kommet til penge, og at vidner påstod at have set dem i værtshuset på mordnatten og ikke, som de selv påstod, lå i deres senge. Politiet kunne bevise, at far og søn i flere tilfælde i fortiden havde begået tyverier og frastjålet berusede gæster både penge og værdigenstande, men det var ikke muligt at få dem til at indrømme mordet på Carl Sørensen på Lampevej, og politiet var ikke i stand til at fremkomme med tilstrækkelige beviser. I retten blev begge idømt ganske kort tid bag tremmer, og kort tid efter sin løsladelse emigrerede Carl Schick med kone og to døtre til USA for at bosætte sig i Pennsylvania. Der levede han nogle år og for at tilpasse sig forholdende kaldte han sig nu for Charles Schick. Her fortælles det, at han på sit dødsleje i 1899 eller 1900 tilstod Lampevejsmordet, hvilket havde gjort det største indtryk på ham. I Danmark måtte politiet henlægge sagen som uopklaret. Beboerne på Lampevej følte, at uhyggen klæbede til navnet og fik kommunalbestyrelsen til at gå med til, at vejnavnet i 1905 blev til hhv. Howitzvej og Finsensvej.

Historien om falkene

Frederiksberg Byvåben før og efter.

Kilde: kbh magasin

Frederiksbergs byvåben skyldes egentlig Frederik den 3.´s dronning, Sophie Amalie.

 

Af Niels Herskind

 

Da Prinsessegården ved Frederiksberg Runddel blev opført efter svenskekrigene, ønskede dronningen også et falkoneri, som kunne skaffe falke til kongehusets egne jagter og bruges til udenlandske fyrstehoffer. De bedste falke kom fra Norge og de meget værdifulde hvide fra Island, hvorfra de årligt blev hentet med skib.

Falkonergården

Gården kom til at ligge i Allégades forlængelse, kaldet Falkoner Allé efter gården, beliggende på en lukket vej med porte ved Allégade og Jagtvej. I de første par hundrede år lå Falkonergården i et øde område, og først fra midten af 1800-tallet begyndte huse og villaer at skyde op omkring den. De ansatte som boede på gården, var falkonermesteren, et par svende og nogle drenge (lærlinge), som skulle tage sig af omkring tyve falke samt hunde og heste. Der var et falkehus samt hestestald og udhus til krager og duer, som blev brugt til falkenes træning. I 1700-tallet voksede falkoneriet. En ung rejsefalkoner skrev på en rejse hjem fra Island, at han medbragte i alt 84 falke, hvoraf de fem var hvide, tre halvhvide og 76 grå. Kongens eget falkoneri fik en hvid og to grå – andre gik som gaver til bl.a. den tyske kejser, den franske og portugisiske konge.

Tilbagegang – Nye tider

Efterhånden voksede kongehusets jagtudgifter, og man forsøgte at beskære aktiviteterne, ikke mindst de mange gaver. Antallet af falke faldt fra de sædvanligvis 20 ligesom også falkonerstablen blev beskåret.  Også ude i Europa mindskedes interessen for denne jagtform. Københavns store brand i 1795 medførte både bolignød og tab af arbejdspladser. En brandramt hatte fabrikant ansøgte derfor om at få Falkonergården foræret mod at opføre en ny fabrik for at redde sin familie og sine 24 arbejdere. Da bygningerne var gamle og forfaldne, var myndighederne ikke uvillige – men forære det hele væk, ville man ikke.

Falkonergården opgives

Det hele sattes nu til salg. Bygningerne var elendige og i dårlig stand, men der medfulgte fem tdr. land med plads til fabriksanlæg. Naboerne på Rolighed og på Nørre Alléenlyst var interesserede, men i første omgang blev salg ikke til noget. Man valgte at bortforpagte gården på åremål. En kgl. Kapelmusicus og dertil vokslysfabrikant lejede bygningerne af ejendommens forpagter med henblik på selv at kunne købe den. Det skete i 1858, da gården blev solgt for 4.150 rdl. Sølv plus en høstafgift på 11 læs hø. Den sidste ejer af ejendommen var, en sæbefabrikant, der lod ejendommen indgå i et legat, som bestyredes af Frederiksberg Kommune. I henhold til fundatsen skulle gården bruges som bolig for en kommunal embedsmand. I dag er ejendommen indrettet som børneinstitution.   

Apotekeren fra Sankt Thomas

Landstedet St. Thomas. Fotograferet i 1875. Det Kongelige Bibliotek, Billedsamlingen

Apoteker Riise vendte hjem fra Vestindien og skabte sit eget Sankt Thomas ved Frederiksberg Allé. Ud over at lægge navn til en plads og en allé gav Sankt Thomas også navn til skiftende forlystelsesetablissementer.

 

 

 

 

 

 

Af Niels Herskind

 

Sankt Thomas Plads blev anlagt sammen med Frederiksberg Allé i de første år af 1700-tallet og udgjorde i starten indgangen til Frederiksberg Allé. Men allerede i 1734 forlænges alléen til Vesterbrogade ved Værnedamsvej, hvor man opsatte en gitterport for at forhindre almindelige borgere i at benytte alléen. Den var forbeholdt de kongelige ekvipager til og fra Frederiksberg Slot. Pladsen blev først officielt døbt i 2003. Gennem årene er den blevet kaldt "Den lille Runddel" og Frederiksberg Kommune overvejede på et tidspunkt at kalde den Søren Kierkegaards Plads, men det navn gik til pladsen ved den Sorte Diamant i København. Pladsens navn stammer fra det landsted, som apoteker Albert Heinrich Riise købte i 1872 og kaldte Sankt Thomas efter at være vendt hjem fra øen Sankt Thomas i Dansk Vestindien. I byen Charlotte Amalie, drev han apotek fra 1838 og tjente en mindre formue bl.a. ved at lave kosmetiske produkter og fremstille den kendte Riis Bay Rum, i dag blot kaldet Bay Rum. Endvidere var han i en periode direktør for Bank of St. Thomas. Da der udbrød epidemier af både kolera og gul feber på øen, rejste Riise med familie til København men med planer om at vende tilbage. Familien forblev imidlertid i Danmark og overdrog apoteket til en svigersøn. Da Riise døede i 1882 blev hans villa købt af en rebslager Thrane, som skabte et forlystelsesetablissement i ejendommen under navnet St. Thomas. Stedet ble nedlagt allerede i 1902, hvorefter filmmanden Constantin Philipsen indrettede biografen Odeon, som dog ikke blev nogen succes. Han lykkedes dog senere med at indrette biografteatre som Palads og Rialto. Den nuværende imposante beboelsesejendom, som også bærer navnet Sankt Thomas, blev tegnet af arkitikt Philip Schmidt, som bl.a. også tegnede Politikens Hus. Også her i den nye ejendom lå der i 1930erne et forlystesetablissement, den kendte danserestauration St. Thomas, der lå på hjørnet af Frederiksberg Allé og Sankt Thomas Allé. Der har for nylig været planer om at indrette restaurant i ejendommen, men de planer ser p.t. ud til at være strandet p.g.a. nogle hvilende klausuler i ejendommen. På selve pladsen opsatte Frederiksberg Kommune i 1932 to springbrønde med motiver fra den frederiksbergske historie. På toppen af den ene sidder en amagerkone, som skal illustrere, at de oprindelige frederiksbergere egentlig styammede fra Amager, nemlig efterkommere af de hollandske bønner, som Christian II lod komme til landet for at forbedre landbrugsproduktionen. På den anden brønd sidder en falkonér, som skal lede tanken hen på Falkonergården, som lå ved Falkoner Allé samt falkene i Frederiksbergs tidligere byvåben. Riises apotek i Charlotte Amalie brændte ned i 1895 men med et ekstra varelager kunne udsalget fortsætte fra en nabobygning. To år efter branden kunne et nyopført apotek indrettes i en bygning, som i dag stadig eksisterer som forretning i byen under navnet Riise Store. Navnet St. Thomas Apotek har dog overlevet til i dag, idet den daværende apoteker efter meget besvær fik lov til at fortsætte i Vejle. Han overtog et gammelt apotek med varelager og inventar og fortsatte driften under navnet St. Thomas Apotek. 

Fra sangerindeknejpe til Riddersalen

Riddersalen i Lorry omkring 1910 før restaureringen i 1914 som skabte en teaterscene.

Riddersalen. Engang en tarvelig sangerindepavillon med ”Nordens skønneste kvinder” til glæde og gavn for især de mange håndværkersvende, der besøgte stedet. Siden udviklede den sig til en moderne teaterscene.

 

 

 

 

 

 

Af Niels Herskind

 

Frederiksberg var oprindelig en lille landsby med bøndergårde, men i 1800-tallet blev Frederiksberg med sin beliggenhed tæt ved hovedstaden i stigende grad udflugtsmål for københavnerne, som var tiltrukket af slottet og haven. Dertil kom, at mange velhavende københavnerfamilier opførte landsteder på Frederiksberg.

Lorry Feilberg

Allégade er den ældste gade på Frederiksberg og var fra gammel tid sammen med Frederiksberg Bredegade byens hovedgade. Den kendte restauratør Lars Mathiesen drev den kendte restauration Håbet i Allégade 7. Siden hed det Enighedslyst, som Carl Kehlet overtog i 1877 og indrettede som sangerindepavillonen Café Chantant. I 1896 overtog Laurentius (Lorry) Feilberg stedet. Han førte sangerindepavillonen videre under navnet Operetten. Lorry Feilberg købte naboejendommene, hvorefter han opførte Lorry, som bl.a. kom til at omfatte Teaterlokalet Riddersalen, Varietéen, Landsbyen og Drachmann Kroen. Riddersalen ligger i en bygning fra 1896.

Efter at have været værtshus, Cafe Chantant og Varietéteater blev den i 1914 istandsat og teatres foyer fik det udseende, den har i dag. Fra letbenede, skørtesvingende varietéer skulle stedet nu rumme litterære saloner. Storm P. ledede cabareten i 1920´erne, og i 30érne blev der spillet Cooptimist-revyer med Ludvig Brandstrup i spidsen. Også PH-revyer med bl.a. Liva Weel var på repertoiret. Riddersalen blev en scene, hvor samfundskritiske forfattere fik chancen for at få opført deres skuespil. Stor succes fik man med Kjeld Abells skuespil ”Melodien der blev væk” med bl.a. Per Knutzon og Karen Lykkehus. Også Kurt Weils stykke ”Laser og pjalter” med Lulu Ziegler blen en stor succes og opførtes næsten 100 gange. Senere overtog Sam Besekow, Erling Schroeder og Meir Feigenberg Riddersalenindtil, fra 1970, Jytte Abildstrøm drev teatret videre med et ensemple af variabel størrelse, der spillede forestillinger for henholdsvis børn og voksne, og samtidig blev der turnéret rundt i landet.

101 år med teater

Teatret kunne sidste år fejre sine første 100 år som teater. Tilbage i 1914 gennemgik foyer og sal en større forskønnelseskur. Og hvor det før havde været en tilrøget sangerindeknejpe med et halvblakket ry, blev dørene nu smækket op for en ny teaterscene på Frederiksberg. Siden da har skiftende direktører og ensembler spillet forestillinger med humor, bid og kant. Teatrets nuværende kunstneriske leder er Signe Birkbøll, der selv har leveret tekster til mere end 60 urpremierer på den gamle scene.    

Jan Monrad og Frits Degner på Frederiksberg Slot den 17. juni.

Jan Monrad og Frits Degner.

Foto privat

Det var en hyggelig eftermiddag med mange oplevelser. Vi er her fotograferet i det kinesiske værelse på slottet.